EU’s biobrændstof-initiativ - en bekostelig blindgyde uden garanti for miljøforbedring

Kaj Jørgensen, civilingeniør, medlem af Det Økologiske Råd

EU-Kommissionen har fremsat to direktivforslag for at fremme biobrændstoffer i transport-sektoren. De indgår i en strategi, der også omfatter naturgas og brint, men her og nu gælder det biobrændstofferne med henvisning til at de kan forbedre forsyningssikkerheden, reducere transportsektorens CO2-udslip samt give udvikling for landbruget og landområderne. Det cen-trale er dog nok det sidste, idet biobrændstofferne ses som nye markeder for ansøgerlandenes landbrug - i stedet for at de kommer på EU’s landbrugsstøtteordninger. Derimod er de en tvivlsom affære for både transport- og energipolitik.

Det ene direktivforslag pålægger EU-landene - hvert enkelt land - at have en vis mini-mumsandel af biobrændstoffer i transportsektoren, mens det andet giver landene mulighed for at understøtte dette gennem afgiftsbegunstigelser. Hvert land pålægges at lade biobrændstof-fer dække mindst 2% af benzin- og dieselforbruget i 2005, stigende til 5,75% i 2010, og sam-tidig tillades afgiftsrefusion på op til 50% af de normale afgifter.

Det er fornuftigt nok at fremme vedvarende energi i transportsektoren, forudsat at man også husker at gøre bilerne mere energiøkonomiske. Selv hvis man presser grænserne for bilernes energiøkonomi - hvilket man langt fra gør i dag - er det stadig nødvendigt at erstatte fossile brændstoffer med mere varige drivmidler.

Der kan også udmærket være afgrænsede biobrændstof-anvendelser som kan være fornuftig, fx som MTBE-erstatning i benzin. Dette har dog ikke noget med stort anlagte EU-dækkende programmer at gøre, men kræver konkrete vurderinger i hvert enkelt tilfælde - med udgangs-punktet er de faktiske behov og ikke behovet for at få biobrændstofferne afsat.

Men en storstilet biobrændstof-satsning er ikke fornuftig. Selvom biomassen er en vedvaren-de energikilde, er den også en begrænset ressource pga. arealbehovet til dyrkningen af den. Derfor skal biobrændstofferne afvejes mod andre anvendelser af biomassen og får under alle omstændigheder en begrænset rolle. Dette erkendes faktisk af Kommissionen, der kalder en andel på 7-8% et ”optimistisk scenario” for biobrændstoffernes langsigtede udbredelse, dvs. kun lidt højere EU’s mål for 2010. Derfor er EU-initiativet en blindgyde med mindre det fun-gerer som mellemtrin mod langsigtede løsninger (fx brint og brændselsceller) - og det gør det ikke. Det har ingen indbyggede strukturforandringer, hverken for infrastrukturudbygningen eller for køretøjernes teknologivalg.

Biobrændstofferne kan reducere transportsektorens CO2-udslip, men det samme kan biomas-sen i andre dele af energisektoren, og ressourcebegrænsningen understreger behovet for at vælge den mest hensigtsmæssige vej. Såvel danske som udenlandske analyser antyder langt billigere CO2-reduktioner ved at anvende biomassen i stationære energianlæg fremfor til biobrændstoffer. Fx viser en nylig svensk analyse af forskellige energianvendelser af skov-brændsel - for Ingenjörsvetenskapsakademien (IVA) - at omkostningerne pr. tons sparet CO2 er næsten dobbelt så høje for biobrændstoffer som for den dyreste stationære anvendelse (vil-lafyr) og mere end 10 gange så høje som i forskellige slags fjernvarmeanlæg. Selvom der er andre hensyn at tage end de økonomiske, kræver det gode grunde (som er svære at øjne her) at ignorere så store økonomiske forskelle - ikke mindst i lyset af tidens nedskæringer på mil-jøområdet.

Man gør ondt værre hvis man tilmed fremmer biobrændstofferne med subsidier - i særdeles-hed subsidier der ikke er knyttet til bestemte aktiviteter. Og det er præcis denne værst tænke-lige vej EU-Kommissionen følger. Skaden ville være mindre ved at bruge påbud og/eller hø-jere brændstofafgifter, fordi meromkostningerne ved biobrændstofferne herved væltes over på motorbrændstoffet - med yderligere brændstofbesparelser og CO2-reduktioner til følge.

Man stiller end ikke miljøkrav til biobrændstofferne til gengæld for favoriseringen af dem. Dermed har man hverken har styr på dyrkningsbetingelserne (pesticider, gødning mv.) eller på valget af afgrøder, så miljøgevinsten ved biobrændstofferne udhules - og i værste fald kan forsvinde helt.

Ofte argumenteres der for at det under alle omstændigheder er godt at få udviklet biobrænd-stofferne for at få flere strenge at spille på. Det er for så vidt en rimelig begrundelse, men det springende punkt er hvor dyrt det er at skabe denne mulighed - og om ikke pengene ville kun-ne anvendes til mere nyttige formål. Afgiftslettelserne er jo reelt subsidier, og der åbnes en ladeport for dem af EU-Kommissionens forslag - og endnu mere af biobrændstof-lobbyens ønske om helt at eliminere afgifterne på biobrændstoffer. Sådanne subsidier kan udmærket være velbegrundede, men næppe for at sikre en mulighed man kun har med for alle eventua-liteters skyld.